Om kirkerne

Ting Jellinge Kirkes historie 

Ting Jellinge er en af landets mindste kirker i et af landets mindste sogne. Kirken består af et gotisk langhus og et våbenhus, der vender mod syd. Våbenhuset er senere tilføjet en overbygning, der fungerer som klokketårn. Den pyramideformede tagetage er fra Frederik V’s tid (1746 – 1766), og vejrhanen på toppen bærer hans kronede navnetræk og årstallet 1747. Kirkens vestgavl er kamtakket med fem blændinger. Kirken er indvendig 12 meter lang.

Alterpartiet 
Alterstagerne er fra renæssancetiden og i korvæggen er der nicher, hvor der formodentlig har været små alterpartier med helgenbilleder.

Prædikestolen er fra midten af det 19. årh. På prædikestolen og alteret er der et Kristusmonogram: ’Den gode hyrde’ udført i glasmosaik er fra 1949. 

Stolestaderne har ca. 60 siddepladser, er fra slutningen af det 19. årh.. 

Lysekronerne er fra 1930’erne. 

Døbefonten er hugget i granit og er fra kirkens begyndelse. Dåbsfadet er sydtysk fra Chr. II’s tid og har habsburgernes roser i bunden.

Orglet er fra 1972.

I våbenhuset ses en præstetavle og en indsamlingsbøsse udformet som et fuglehus.