Koncertgudstjeneste til Allehelgen

Koncertgudstjeneste til Allehelgen

Torsdag d. 11. november kl. 19 opføres et requiem i Krummerup Kirke.

»Requiem« betyder egentlig »hvile« på latin. I musikkens og kirkens verden kaldes en dødsmesse et requiem. Der er komponeret utallige requier. De bruges gerne i tiden omkring allehelgen, hvor vi mindes vore døde og dem der er gået forud for os. I håbet om at gense vore hensovede kære ligger naturligt tanken om vor egen evighed, altså håbet om vor egen opstandelse og evigt liv. Requiem opføres også specifikt i forhold til den død Jesus led. I den forbindelse opføres de i fastetiden op til påske.

Komponisten Johannes Nørgård (1916-1977) er dansk. Hans tanker i dette requiem handler i høj grad om det dobbeltsidige ved livet: At både tid og evighed er til stede. At vi, som er i tiden, intuitivt aner evigheden, selvom vi endnu ikke er i den. Det er altså lige så meget en forventning om det evige for os selv, som det er en forventning om gensyn med dem, der er gået forud.

Stykket/kompositionen består af satser og bibelske læsninger, som udtrykker en forvisning om at være i Guds hænder hele livet igennem for sluttelig at gå ind i evigheden »med Jesus ind til livets væld«. Gudstjenesten er bygget op omkring værket.


På orgel Pelle Nyhuus. Organist fra Sjællands Kirkemusikskole. Uddanner sig til pianist på Syddansk Konservatorium og komponist på MGK Sjælland.


På sang Sidsel Transe Munch. Kirkesanger med utallige kurser og soloundervisning. Uddannet musiklærer fra Holbæk Seminarium. Underviser i sang og stemmebrug.


På bratsch Sigrid Kongshøj-Munch. Bachelor i violin fra Vestjysk Musikkonservatorium. Kandidat i bratsch fra Det Kgl. Musikkonservatorium. Lærer i violin og bratsch. Projektleder på Hvidesande Masterclass.