Sådan gør jeg ved…

Fødselsregistrering
Fra d. 1. oktober 2010 er det jordmoder der fødselsregistrerer barnet og udleveret cprnr. Hvis forældrene ikke er gift, skal der stadig laves en Omsorgs- og Ansvarserklæring og denne blanket skal registreres ved Sognepræsten/ kirkekontoret inden 14 dage efter barnets fødsel.
På www.personregistrering.dk kan man finde blanketten Omsorgs- og Ansvarserklæring samt blanket til navngivning.

Navn og dåb
Kontakt præsten i god tid for aftale om kirke og dato for dåben. Her aftales en dato for gennemgang af den kirkelige handling i forbindelse med dåben enten i præstegården eller i eget hjem. Tænk over hvem fadderne skal være (mindst 2 og højst 5) – præsten har brug for fulde navn og adresse på fadderne.

Konfirmation
Se omtaler i lokalavisen for ind­skrivning af konfirmander til konfirmation/konfirmandundervisning.

Vielse
Ved vielse kontaktes præsten om tid og sted. Samtidig kontaktes vielseskontoret i den kommune man er bosiddende, for at få udfærdiget en prøvelsesattest. Prøvelsattesten med­­bringes til den efterfølgende samtale hos præsten om vielsens forløb eller til kirkekontoret. Det er en god ide inden samtale med præsten af overveje hvilke salmer man ønsker sunget (normalt 4) om kirken skal pyntes og af hvem.

Begravelse/ dødsfald
Anmeldes til sognepræsten på dødsanmeldelse senest 2. hverdage efter dødsfaldet. Herefter aftales tidspunkt for samtale med sognepræsten om den kirkelige handling. Det er en god ide at overveje salmer. Gravsted aftales med graver eller kirkeværge.

 Skal gudstjenesten være en fest?

Søndagsgudstjenesten har sin specielle, højtidelige form der stort set ligner hinanden i alle folkekirkens kirker. Men antallet af kirkegængere til lige netop søndagsgudstjenesten er faldende. Står søndagsgudstjenestens form i vejen for det gudstjenesten skulle handle om?

Søndagsgudstjenesten – og særligt den afart der kaldes ’højmessen’ med altergang – har sin helt egen form. Der er ro under gudstjenesten, menigheden sidder stille og undlader at juble, græde eller råbe, tale mobiltelefon eller læse avisen undervejs. Man rejser sig på helt særlige tidspunkter –  når præsten oplæser de bibelske tekster, når præsten foretager en velsignelse, når trosbekendelsen siges, og når præsten siger nadverens indstiftelsesord. Til gengæld sidder man ned, når man synger. Man kommunikerer ikke i løbet af en gudstjeneste, og slet ikke med præsten. Præsten har en helt særlig beklædning, en embedsdragt med sort præstekjole og krave, mørke sko og i visse situationer messehagel, mens personalet har nydeligt, sort tøj på. Man synger en masse sange, ikke hvad som helst, men de sange, der er i kirkernes salmebog, hvoraf flertallet er over 100 år gamle. Desuden hører det sig til, at sangen akkompagneres af et orgel, og at menigheden meget gerne må synge med.

Og bortset fra indgangsbøn og udgangsbøn bestyrer præsten hele tjenesten. Han eller hun har ordet, og menigheden kan så bare klappe i undervejs. Det er alt sammen meget formelt og værdigt.

Ved hverdagsgudstjenester kan det gøres en smule mere frit, men de faste kirkegængere ved søndagsgudstjenesten er sjældent meget for, at man piller ved søndagsgudstjenestens form.  Det er der en masse gode grunde til. En ensartet gudstjenesteform i alle landets kirker gør, at man ved, hvad man kan forvente, når man besøger fremmede kirker. Og hvis man fra måned til måned – eller bare år til år – piller ved gudstjenestens form, opstår der forstyrrelser og distraktioner. Hvis præsten pludselig har en skæg hat på, eller kulørte bukser der titter frem under kjolen, eller kommer med kvikheder under trosbekendelsen eller altergangen, risikerer præsten jo, at menigheden lægger mærke til det forkerte. Så kommer de pudsige nye detaljer til at fange opmærksomheden i stedet for Guds Ord, bønnerne, stemningen, oplevelsen af at være i et andet rum, et tavst, tidløst, himmelvendt rum med dybde og højde, i stedet for hverdagens fortravlede rum.

På den anden side skal prioriteterne på plads. Gudstjenestens form og værdighed er ikke et mål i sig selv, men et middel til at samle menigheden til bøn og sang, høre Ordet og modtage dåb og nadver. Hvis midlet ikke længere fungerer, må det jo ændres. Det behøver ikke nødvendigvis være et orgel, der akkompagnerer. Flygler og andre keyboard-instrumenter kan udmærket træde i stedet. Man behøver ikke stå op under tekstlæsningerne og sidde ned, når man synger. Det kan gøres omvendt. Man synger jo bedre, når man står, og hører bedre, når man sidder. Man behøver ikke nødvendigvis sidde ned hele tiden. Måske kan man gå omkring frit og samtidig være fuldt til stede, i stedet for at sidde limet til kirkebænken og lade tankerne bevæge sig ud af kirken mod helt andre ting? Jeg har oplevet en russisk-ortodoks kirke, hvor menigheden på den ene side bevægede sig rimelig frit, fx ind og ud af kirken eller op til helgenbilleder, hvor man slog korsets tegn for sig under gudstjenesten, men hvor der var masser af nærvær og religiøs stemning samtidig. I den katolske kirke og den ortodokse kirke er der også tradition for at menigheden i bestemte situationer trykker hinanden i hånden og på den måde oplever et samlende fællesskab og en gensidig kærlighed også under gudstjenesten.

Nogle – og det gælder naturligvis særligt konfirmander, kan jeg hilse og sige, oplever ikke søndagsgudstjenestens form som værdig, men som kedelig. Nogle oplever gudstjenesten som glædesløs, som om der er en tung dyne af mangel på humør og humor over det hele, og alt foregår tungt, langsomt, slæbende, fortidsagtigt og dræbende.

Hvis flertallet af folkekirkens medlemmer har det sådan, er der noget helt galt. Så træder gudstjenestens klassiske form i vejen for evangeliets budskab om, at vi skal elske hinanden, fordi Gud helt urimeligt fylder os med kærlighed, og vi skal være lettede og taknemmelige over at være befriet fra at gå til grunde og fortabes i liv og død, fordi Kristus døde for vores skyld.

Evangeliet betyder godt budskab, glædeligt budskab. Noget fantastisk er sket, og noget endnu mere fantastisk er på vej til at ske. Så egentlig er gudstjenesten en fest, og det bør vel kunne mærkes? Og igen – på den anden side – hvis præsten for den gode stemnings skyld tager klovnenæse på, man lader rockmusikken gjalde under kirkehvælvingerne, og alle svinger sig i lysekronerne, har man omdannet gudstjenesten til kulørt og larmende underholdning. Man skal vel også passe på tivoliseringen, at det hele ikke ender i gøgl og gejl i en panik før lukketid?

Som præst spørger jeg hermed alle der læser dette: skal søndagsgudstjenesten moderniseres? Hvis den skal, hvordan gøres det bedst uden trygheden ved det vante og den særlige højtidelige stemning forsvinder? 

Tom T. Daugaard, sognepræst