Sådan gør jeg ved…

Fødselsregistrering
Fra d. 1. oktober 2010 er det jordmoder der fødselsregistrerer barnet og udleveret cprnr. Hvis forældrene ikke er gift, skal der stadig laves en Omsorgs- og Ansvarserklæring og denne blanket skal registreres ved Sognepræsten/ kirkekontoret inden 14 dage efter barnets fødsel.
På www.personregistrering.dk kan man finde blanketten Omsorgs- og Ansvarserklæring samt blanket til navngivning.

Navn og dåb
Kontakt præsten i god tid for aftale om kirke og dato for dåben. Her aftales en dato for gennemgang af den kirkelige handling i forbindelse med dåben enten i præstegården eller i eget hjem. Tænk over hvem fadderne skal være (mindst 2 og højst 5) – præsten har brug for fulde navn og adresse på fadderne.

Konfirmation
Se omtaler i lokalavisen for ind­skrivning af konfirmander til konfirmation/konfirmandundervisning.

Vielse
Ved vielse kontaktes præsten om tid og sted. Samtidig kontaktes vielseskontoret i den kommune man er bosiddende, for at få udfærdiget en prøvelsesattest. Prøvelsattesten med­­bringes til den efterfølgende samtale hos præsten om vielsens forløb eller til kirkekontoret. Det er en god ide inden samtale med præsten af overveje hvilke salmer man ønsker sunget (normalt 4) om kirken skal pyntes og af hvem.

Begravelse/ dødsfald
Anmeldes til sognepræsten på dødsanmeldelse senest 2. hverdage efter dødsfaldet. Herefter aftales tidspunkt for samtale med sognepræsten om den kirkelige handling. Det er en god ide at overveje salmer. Gravsted aftales med graver eller kirkeværge.

Kristi fødder

Herre, se dit folk på vandring
ledes af dig på vejen.
Når vi vandrer mod dit rige,
bliv du hos din krop på jorden,
vær du altid hos os, kære Herre.

Sådan begynder en af de nye salmer. En vandringssang. Om ham, der selv er vejen, sandheden og livet. Den passer til kirken, som er Kristi krop på jorden. Den passer til os.

Apostlene og de første generationer i kirken talte ikke om sig selv som kristne, men som dem, der hørte til vejen. Og dermed mente de, at de fulgte efter ham, som selv havde sagt, han var vejen til Gud.

Men når man skal følge en vej, når man skal gå efter en anden, så er det ikke nok at blive siddende, hvor man er. Man skal op og flytte fødderne.

Der er nemlig det med fødder. Det er kun statuer, der bliver stående stille. Levende fødder er altid i bevægelse. I tunge trin og dansetrin, men altid i bevægelse.

Kristi krop er heller ikke en tung statue, solidt plantet midt i verden. Kristi krop er levende, derfor er de fødder, der hører til Kristi krop, også i bevægelse! De er på opdagelsesrejse i troens verden, der hvor troen griber ind i menneskers hverdagsliv. De har fulgt vejen i 2000 år, på vandring ind i alle menneskers hverdagsliv. Ind i nye boligområder, nye lande, nye folk, også til vores land og vores sogne.

Jeg mødte salmen første gang i Maria Maggiore kirken i Rom for nogle år siden. Mens folk gik frem og stod i kø for at komme til nadver, begyndte koret at synge salmen, og menigheden sang med.

Du er brødet, Herre Jesus, som gir styrken
til at vandre på de veje, som du viser.
Når vi taber modet og har trætte fødder,
får vi glæde og nyt håb af dine hænder.

Nadveren – et middel mod trætte fødder. Hvem havde tænkt sig det? Tænker I på, når I går til nadver, at det er glæde og nyt håb, I får rakt? At ordene »det er Jesu Kristi legeme« ikke kun handler om brødet, men også om jer, om os – som er Kristi legeme i verden.

Vi er kirke og dit legeme på jorden,
vi er søskende på vejen imod livet.
Når vort venskabs lys i bitterhed blir slukket,
rækker du os kærligheden fra dit hjerte.

Vi er ikke alene på vejen. Vi er i et fællesskab med alle de andre, der knæler ved nadverbordet og følger vejen. Vi har fællesskab med ham, der er hovedet for legemet, ham, der er vejen og sandheden og livet.

Korstegnet med kalken, når I går ned fra nadverbordet, viser Guds fællesskab med os gennem Jesus Kristus – har vi set Jesus, er det Gud selv, vi har mødt. Men korset når fra den ene ende af bordet til den anden – kalken, der er Jesu Kristi blod binder os sammen som et kærlighedens bånd og forpligter os på hinanden.

Kristi krop er på vandring i verden ... hans fødder farer ikke planløst omkring, men går, hvor Kristus sender dem! Det er ikke nok at stå i kanten af vejen og se på de andre, der går… vi skal selv ud, for det er os, der er hans krop, det er os, der er hans fødder.

De fødder, der hører til Kristi krop, er unge. Det betyder ikke, at gamle fødder ikke duer til noget. Så langt fra! Her er plads til børnefødder, konfirmandfødder, voksenfødder og gamle fødder. Men at være Kristi fødder er at være i stadig bevægelse, stadig fornyelse, mod nye mål og ind i nye sammenhænge.

En bevægelse ind i menneskers liv, i alle de sammenhænge, hvor mennesker står fremmedgjorte og usikre, hvor de blir overset og krænket. At være Kristi fødder er ikke at trampe på mennesker i nød, men at række den kærlighed og omsorg videre, han viste os først. Han sagde selv, at kærligheden skulle være kendetegnet på dem, der var hans venner – dem, der fulgte vejen.

Dine gaver, Jesus, er den sande kilde
til at turde møde verden med dit budskab.
Når vi lukker os for andres nød på vejen,
tænd din glød i os og mind os om dit rige.

For hans fødder bærer kærlighedens mærker. I hans fødder ser vi hullerne, hvor naglerne sad. Han gik gennem døden af kærlighed til os. Derfor skal vi også gå, der hvor han sender os. Vi må ikke gå i stå eller af ængstelse eller magelighed kun gå der, hvor vi har været før. Vi er Kristi fødder... Vi skal følge vejen. Vi bliver forvandlet gennem vandringen. For han er vejen og sandheden og livet, og når vi ser ham, ser vi Gud selv.

Benedikte Brisson